Vejerne fortæller mig om tavsheder, om flugter
Nogle gange også om tilfredsheder
På caféerne opbruger jeg alt mit latin
Det antropofagiske sprog forårsager sikken mytteri
Hvorfor følger nogen min identitet
Hvis de ikke forkynder sin fortjente legitimation?
Butiks reklame afkræfter mig
I byen er der ingen “vær velkommen” skilte
På nysgerrig tur, oversætter jeg vejnavne
Nogle veje har den same retning, platitude
De skifter kun deres nomenklatur
Og kraver udfordring attitude
Da jeg opdagede, at Stejlbjergvejen
Gå indtil Lykkegårdsvejen
Iagttog jeg at det ikke er omsonst
At Kolding er min by og min vej
Med farverne af sved, tåre og smil
Malte jeg mit “velkommen” skilt
Som tjener som skjold og besked
For at minde mig om
At livet hat skønhed
Danielli Cavalcanti
Foto: privat
