Æggelikør

Her er min version af afslutningen til Tove Ditlevsen’s historie af En æggesnaps:

Jeg kalder den æggelikør.

Barnet lavede sig en æggesnaps, som hendes mor forslog. Så satte det sig ved køkkenbordet og rørte æggesnapsen med en ske. Det hørte lyden af skeen røre glaskanten og rørte langsommere og langsommere indtil det kunne røre væsken uden at røre skeen i glasset. Derefter blev barnet stille og rogligt til ikke høre ingenting mere.

Men det kunne ikke drikke æggesnapsen. Før elskede barnet den, nu kan det ikke længere se eller lugte den. Kvalmen kom snigende.

Senere lavede barnet frokost, lavede det aftensmad og brugte lang tid på at kigge ud af vinduen i køkkenet, med håbet om, at moderen snart ville komme hjem.

Maden blev kold og barnet blev meget træt af at vente. Det gav op og gik i seng.

– en dag mere, uden at se noget til moderen. Har hun stadig røde kinder og trætte øjne? Tænkte barnet inden det faldt i søvn.

Det kunne godt lide at sove, fordi i drømmen er der varme og moderen var altid til stede der.

Moderen kom meget for sent hjem. Hun så barnet sove med hendes (mors) dyne. Hun forsøgte et lille smil i mundvigen, men det var ikke tid for den slags. Hun var afmattet, kun gik på badeværelset, fjernede makeup og gik hurtig i seng. I morgen har hun igen en lang dag.

– endnu en dag, hvor jeg ikke ser mit barn i øjerne. Har det stadig de barnlige buttede kinder og nysgerrige øjne? Tænkte moderen og kunne ikke sove.

Da dagen oprandt, var moderen ikke længere hjemme. Barnet stod op, søgte efter sin mor og blev hele dagen trist, fordi det ikke fik sagt farvel med dette retorisk spørgsmål ”kan du have en god dag, mor?”.

Moderen kom ikke igen hjem i middagspause. Hun havde meget at gøre, for der er ikke nok øl i verden til alle de tørstige mænd. Hun forblev med en dårlig samvittighed, fordi hun gik på arbejde uden at sige farvel med ”kan du have en god dag, mit barn?”, som sædvanlig skulle det være.

Tiden gik, barn og mor så hinanden mindre og mindre.

En aften kom moderen meget træt hjem, gik i køkkenet, så en pelargonie på bordet uden en vase. Hun blev meget sur på barnet. Men hun vækkede det ikke, for hun havde ingen energi til at skændes. Hun nød kun at være et par minutter rolig, stille og alene.

Senere drak hun et glas vand, tog en vase og ville sætte blomsten i, da hun så en kuglepen på et stykke papir. Hun læste det:

Mor,

undskyld, jeg var meget træt i dag igen, så jeg kunne ikke vente på dig.

I Overmorgen er det min fødselsdag. Jeg ved at du husker det. Jeg ved også at du arbejder så meget, fordi hun skal købe mad, tøj og lejetøj til mig.

Men mor, jeg bruger ikke det.

I den sidste tid prøver jeg at spise mindre og mindre.

I de første dage var det meget svært, men jeg vænnede mig til at spise kun en gang i dag, nogle gange klarede jeg en hele dag uden spise noget. Det er ikke mere så svært. Hvis du siger, vi skal prøve alt.

Jeg laver ikke mere æggesnaps. Så du behøver ikke længere at købe æg.

Jeg lejer ikke ude længere. Så mit tøj bliver ikke mere så beskidt og min dukke ville ikke blive slidt.

Ser du, mor? Du behøver ikke at arbejde så meget. Måske kan vi blive samme på min fødselsdag! Forhåbentlig skinner solen igen. Varmen er den bedste gave.

Jeg behøver heller ikke en kage, det bruger så meget sukker, det er ikke sund, ikke sandt mor?

Kan du skrive dit navn på dette papir? Så jeg kan være sikker på at du har læst det. Jeg tror, du har ikke set mine andre breve, derfor lagde jeg en blomst på køkkenbordet.

Farvel. Kan du have en godt dag, mor?

Din datter

Moderen kiggede i skraldespanden og der var et par sammenkrøllet papir lapper. Hun tog dem ud og begyndede at folde dem ud. Det var alle lille brevene fra hendes barn.

Hun gik ind i soveværelset, barnet sov afdækket, hun dækkede det til igen og gik tilbage til køkkenet, lavede sig en æggesnaps og begynder at læse brevene.

Hun faldt i søvn der.

Om morgenen stod moren op, æggesnapsen var stadig på bordet. Hun drak lidt, den var dårlig. Hun hældte vodka i, drak alt på en gang og gik hun på arbejde.

Da hun kom meget sent hjem sov barnet, og der var ikke aftensmaden. Hun lavede en æggesnap og hældte alkohol i. Hun kunne godt lide at drikke det, fordi det smagte lidt af barndom og føltes varmt.

Hun ledte efter beskederne på køkkenbordet, men der var ingenting. Så gik hun i seng.

Om morgenen stod moren op meget frisk. Det var barnets fødselsdag og hun ville vække barnet.

Og hun begynder genert at synge: ”i dag er det din fødselsdag, hurra, hurra, hurra…”

Men der var igen reaktion.

Hun tog dynen af barnet, det var koldt.

Så moren dækkede sit barn til igen og holdt det varmt i sengen.

Hun huskede dagen det blev født.

Der var også kold, men hun følte sig så varm som aldrig før.

Moderen gik ikke på arbejde den dag.

Hun blev hele dagen i sengen med sit kolde blå og store datter, men stadig lille barn.

I dag skulle blive kun det deres fødselsdag, som datter og som mor.

Danielli Cavalcanti

Billedet: Joanna Kosinska

P.S.: Hvis du vil læse det på portugisisk, klik her!